Åbningstider: Mandag, onsdag, fredag 7-21. Tirsdag, torsdag 10-21. Lørdag, søndag 9-16.
Gå til forsiden - Klik her
- Mål dit BMI?

BMI kan bruges som rettesnor, når du vil undersøge om du vejer for meget, for lidt eller lige tilpas. BMI er en forkortelse for Body Mass Index eller kropsmasseindeks. Du kan beregne dit BMI her. BMI kan kun bruges, hvis du er over 19 år og ikke er gravid.

Gør det noget?

Hvis du vejer for meget, har du for meget fedt på kroppen i forhold til, hvor meget dine muskler, knogler og organer vejer. Køn, alder og fysisk aktivitet spiller en afgørende rolle for, hvor meget fedt du har. Overvægt øger risikoen for at få forhøjet blodtryk, hjerte-kar-sygdomme, type 2-diabetes og kræft. Det gælder især, hvis du er svært overvægtig. Af hensyn til helbredet anbefales det derfor, at overvægtige taber sig.

I Danmark er hver anden mand og hver tredje kvinde overvægtig (BMI 25-30), mens hver tiende voksen er svært overvægtig (BMI over 30).

Er du muskuløs?

Selvom et højt BMI normalt skyldes for meget fedt på kroppen, er BMI i princippet ikke nok til at sige, om overvægten skyldes for meget fedt eller mange muskler. Hvis du er meget muskuløs eller kraftigt bygget og ellers ikke har noget synligt fedt på kroppen, behøver du ikke bekymre dig over et højt BMI. Det er kun ekstra fedt på kroppen, der er farligt.

Mål din talje

Er du i tvivl, om overvægten skyldes fedt eller muskler, er det en god idé at måle din taljeomkreds. Den vil afsløre, hvor fedtet sidder på kroppen. Fedt på maven (æbleform) ses typisk hos mænd og er mere skadeligt for helbredet end fedt på balder, hofter og lår (pæreform), som ofte ses hos kvinder.

  • Mænds taljeomkreds bør være under 94 cm.
  • Kvinders taljeomkreds bør være under 80 cm.

Hvis taljeomkredsen er over 102 cm for mænd og over 88 cm for kvinder anbefales det af hensyn til helbredet, at man taber sig.

Din højde minus 100

Træk 100 fra din højde i cm. Så har du et meget enkelt mål for, om din vægt passer til din højde. Er du for eksempel 170 cm høj, bør din vægt helst ikke overstige 70 kilo (170 cm – 100 = 70 kilo). Men ligesom det er tilfældet med BMI, så kan tommelfingerreglen ikke bruges på alle, fx gravide eller meget muskuløse personer.

Spejlbilleder lyver sjældent

Den mest sikre måde at vurdere, om du er overvægtig, er at se dig selv i spejlet med jævne mellemrum. Så behøver du heller ikke beregne BMI eller måle taljeomkreds for at finde ud af om din vægt er, som den skal være.

I Kondigrafen har du mulighed for, at få målt din fedtprocent på 7 forskellige måder, alt efter din vægt og alder, hvilket giver dig et mere nøjagtigt resultat: se venligst Livsstils- og helbredscheck.


cm

kg

© Copyright 1999-2018 Kondigrafen. Indholdet på denne hjemmeside er beskyttet i henhold til loven om ophavsret og må ikke kopieres, reproduceres eller distribueres under nogen form - hverken helt eller delvist - uden skriftlig tilladelse fra Kondigrafen.